Richardt Raetzels Mindefond
Denne fonds formål er at støtte arbejdet blandt spejdere i Nordjylland, specielt i Stor-Aalborg.
Fonden er stiftet i 1944 til minde om Divisionschef, gildebroder og læge Richardt Raetzel, der blev myrdet af tyskerne 7. oktober samme år. Det var fru Thora Schiøtz-Christensen det tog initiativ til stiftelsen af Mindefonden, og det blev spejderkammeraten Alf Schiøtz-Christensen, der førte tanken ud i livet – og samtidig de første mange år var formand for Fondens bestyrelse.
I Gildeborgen, Laugsstuen, hænger et billede af Divisionschef DDS, Richardt Raetzel, samt et billede af den mindeplade, som en kreds af gildebrødre foranledigede opsat på det sted i Rosenlundsgade, hvor han blev snigmyrdet i 1944.
Hvert år, den 7. oktober modtager en spejdergruppe, uden forudgående ansøgning, et smukt diplom som anerkendelse for godt spejderarbejde, samt et kontant beløb til brug efter eget ønske.
Richardt Raetzels kone, Elly Raetzel, var Gildebror indtil sin død den 6. november 2002.
Ved Elly Raetzels død indtrådte datteren Jette Breaa i bestyrelsen, og Jette Breaa udtrådte af bestyrelsen i 2013 til fordel for datteren Merete Raetzel Breaa.
Der er nu foretaget 211 uddelinger til støtte for spejderarbejdet.
Richardt Raetzels Mindefond 2019.
Læge Richardt Raetzels Mindefond har den 7. oktober – datoen for 75 året for clearingmordet på læge Richardt Raetzel uddelt tre donationer på hver kr. 5.000 til henholdsvis Valdemar Atterdag Gruppe, Sofiendal Gruppe og Nordjysk Spejdermuseum.
Valdemar Atterdag Gruppe blev tildelt en donation som anerkendelse for den store indsats, der gennem mange årtier, og på grundlag af de grundlæggende principper for spejderbevægelsen er udvist for forsat at udvikle, styrke og udbrede kendskabet til spejderideen til gavn for børn og unge i Gistrupområdet.
Sofiendal Gruppe blev tildelt en donation som påskyndelse for det initiativ, som er vist ved genskabelse af tidligere Sofiendal Gruppe i et lokalområde, som er under kraftig byudvikling og med et stor medlemsgrundlag. Med den økonomiske håndsrækning håber fonden, at være med til at skabe grobund for udvikling og udbredelse af spejderideen til gavn for børn og unge i lokalområdet. Nordjysk Spejdermuseum blev tildelt en donation som erkendelse for det store arbejde, der udføres med indsamling og arkivering af effekter og beskrivelser omkring spejderarbejdet især i det Nordjyske område samt for arbejdet med bevarelse af gamle smalfilm ved overførsel til moderne digitale medier, således at eftertiden kan opleve øjeblikke fra den svundne tid.
![](http://gilde.martin-lykkegaard.dk/wp-content/uploads/2019/11/Raetzel2019.jpg)